"Jeg husker det, som var det i går. Vi sad inde i stuen, som vi altid gjorde om vinteren, og jeg spurgte, om han nogensinde havde skudt en mand.

"Ja, én," svarede han.

"Nej, har du?!" råbte jeg ivrigt.

"Hvordan ved du, at det var dig, der skød ham?"

"Jo, for jeg sigtede på ham."

"Næh. Var det sådan, at enten gjaldt det ham eller dig, at hvis du ikke havde ramt ham, havde han skudt dig?"

Jeg sad på hans skød med armene om hans hals og hoppede af iver, men pludselig tabte han besindelse og råbte op.

"Gynther, lad da for satan være med at spørge så meget.""

Gynther Hansen fortæller om sin barndom i grænselandet i Sønderjylland, der kort efter at være blevet en del af Danmark blev besat af nazisterne sammen med resten af landet. Han fortæller om sin splittede familie, om faren, der oplevede så frygtelige ting i de tyske skyttegrave under 1. verdenskrig, at han aldrig helt formåede at snakke om dem, om halvbroren Lorenz, der under 2. verdenskrig lod sig friste af tyskernes løfte om hurtige penge, mens han selv holdt fast på sin danske identitet.

Gynther Hansens erindringer fortsætter i bogen "Endnu et bette nyk". Gynther Hansen (1930-2014) voksede op i en tysksindet familie i Varnæs nær Aabenraa i Sønderjylland. Op til og under Anden Verdenskrig sympatiserede hans far og hans storebror med Hitler og nazismen, mens Gynther Hansen selv valgte danskheden. Denne splittelse kom til at fylde meget i hans senere forfatterskab.