Episodes

  • Er du klar til 'blodmåne' i august 2026? Forstå, hvornår og hvorfor der er måneformørkelse 1: Hvad er årsagen til en måneformørkelse? 2: 'Blodmåne' - derfor bliver Månen rød 3: Hvor længe varer en typisk måneformørkelse? Varigheden påvirkes af Månens afstand til Jorden Månens hastighed har størst betydning for længden på formørkelsen 4: Hvor hyppige er måneformørkelser? 5: Hvornår sker den næste måneformørkelse? 6: Måneformørkelser kan altid ses fra hele Jorden, modsat solformørkelser Ingen har endnu set stjerner fra Månen under en formørkelse

    Er du klar til 'blodmåne' i august 2026? Forstå, hvornår og hvorfor der er måneformørkelse 1: Hvad er årsagen til en måneformørkelse? 2: 'Blodmåne' - derfor bliver Månen rød 3: Hvor længe varer en typisk måneformørkelse? Varigheden påvirkes af Månens afstand til Jorden Månens hastighed har størst betydning for længden på formørkelsen 4: Hvor hyppige er måneformørkelser? 5: Hvornår sker den næste måneformørkelse? 6: Måneformørkelser kan altid ses fra hele Jorden, modsat solformørkelser Ingen har endnu set stjerner fra Månen under en formørkelse
    Aug 24 2026
    Total måneformørkelse kaldes også 'blodmåne', fordi formørkelsen får Månen til at fremstå rødlig.
    Men hvorfor er det nu lige, at måneformørkelser opstår? Og hvor ofte sker det?
    Det og flere af de mest almindelige spørgsmål om måneformørkelser dykker vi ned i her.
    Måneformørkelser skyldes den skygge, Jorden kaster, når Månen og Solen står på linje med Jorden imellem sig.
    Her skelner man mellem halvskygge og kerneskygge (eller på latin penumbra og umbra).
    Kerneskyggen (umbra) har en længde, der er op til tre gange så stor som Månens afstand fra Jorden. Den lille Måne kan derfor let indeholdes i Jordens kerneskygge.
    I halvskyggen (penumbra) er ingen dele af Månen formørket, når man kigger på Månen fra Jorden, men en astronaut på Månen kan se, hvordan Jorden kommer til at dække en stadig større del af Solens skive.
    Så længe Månen er i halvskyggen, er der altså ikke noget at se hernede fra Jorden.
    Formørkelsen begynder først, når randen af Månen træder ind i kerneskyggen.

    Gradvist glider Solen om bag Jorden, men det tager altså tid, før sollyset er forsvundet fra hele den side af Månen, som vender mod Jorden.
    Hvad angår måneformørkelsen 28. august 2026 betyder det, at Jordens skygge bevæger sig med omkring 33 kilometer i minuttet hen over Månens overflade, hvilket er en ganske pæn fart.
    Man skulle tro, at når Månen er helt inde i Jordens skygge, så ville det bare være mørkt – som om Månen 'forsvandt' fra himlen for en stund.
    Men nej, under en total måneformørkelse får Månen et rødt skær og kaldes 'blodmåne'.
    Når Månen opholder sig inde i jordskyggen, bliver Månen kobberrød under totaliteten, altså, når Månen er i Jordens kerneskygge.
    Dette kan virke mærkeligt, da Solens stråler jo blokeres af Jorden.
    Forklaringen er, at - selvom lyset af natur udbreder sig i rette linjer - så vil det lys, der passerer tæt forbi Jorden, afbøjes som i et prisme under rejsen gennem vores atmosfære.
    Og da der samtidig sker en filtrering i Jordens atmosfære, der hovedsageligt tillader rødt lys at passere igennem, bliver lyset rødligt.

    I modsætning til totale solformørkelser, der kun varer et par minutter under maksimum, er en måneformørkelse en langvarig begivenhed, som man kan nå at nyde.
    Når Månen glider ind i Jordens kerneskygge, kan vi se, hvordan det mørke, rødlige område vokser på dele af Månen, mens resten af den stadig er i klart sollys.
    Det tager altså tid, fra kanten af Månen rammer Jordens kerneskygge, til hele måneskiven er inde i skyggen, hvor formørkelsen bliver total.
    Herefter bliver Månen helt inde i kerneskyggen, og dernæst følger Månens bevægelse ud af Jordens kerneskygge.
    Længden af den totale måneformørkelsesfase afhænger af Månens afstand til Jorden under formørkelsen.
    Bredden af kerneskyggen på måneskiven afhænger nemlig af afstanden til Jorden, fordi Månens hastighed også afhænger af afstanden til Jorden.
    Desuden bliver skyggen smallere, jo større afstanden er fra Jorden:
    Lige bag Jorden er skyggen 3,7 gange så bred som Månen, der har en diameter på godt 3.400 kilometer.
    I Månens afstand fra Jorden på cirka 380.000 kilometer er skyggen nok smallere, men stadig omkring 3 gange bredere end Månen.
    Da Månens bane er lidt elliptisk, kan den under en måneformørkelse træde ind i skyggen i forskellige afstande fra Jorden, varierende fra 362.600 kilometer til 405.400 kilometer.
    Det er denne brede skygge, Månen skal passere med en fart på bare 1 km/s, så det er ikke så underligt, at det tager sin tid at passere gennem kerneskyggen.
    Men selvom skyggen er smallere i en afstand på 405.000 kilometer end i en afstand på 362.000 kilometer, har det nu ikke den store betydning for formørkelsens varighed.
    Langt vigtigere er det, at Månen, grundet Jordens tyngdekraft, bevæger sig hurtigere, når den er tæt på Jorden, end når den er langt fra Jorden.
    Desuden har det også betydning, hvor dybt Månen kommer ind i Jordens kerneskygge.
    Måneformørkelser opstår altid ved fuldmåne, fordi Månen i denne fase netop befinder sig i modsat retning af Solen – de...
    Show More Show Less
    8 mins
  • Selv når vi er dødtrætte, er tankerne i sving: Vores stenalderhjerne har skylden Førsteprioritet var ikke hvile, men overlevelse Psykologisk stærk, men biologisk set mærkelig Den moderne verden gør problemet værre Evne til at forestille os fremtiden og genbesøge fortiden Lidt for god til at være på vagt

    Selv når vi er dødtrætte, er tankerne i sving: Vores stenalderhjerne har skylden Førsteprioritet var ikke hvile, men overlevelse Psykologisk stærk, men biologisk set mærkelig Den moderne verden gør problemet værre Evne til at forestille os fremtiden og genbesøge fortiden Lidt for god til at være på vagt
    Aug 24 2026
    Klokken er 02.13. Du er fuldstændig udmattet. Øjnene svier, kroppen føles tung, og vækkeuret truer allerede ude i horisonten.
    Alligevel nægter hjernen at slippe taget.
    Tankerne kommer i bølger. Fik du sendt den mail? Har du glemt noget vigtigt?
    Og hvorfor virker det pludselig som et godt tidspunkt at gennemgå en samtale fra 2017 igen, helt ned til mindste detalje?
    Mange kender den frustrerende tilstand af at være træt, men stadig på overarbejde, og det paradoksale i at være fysisk udmattet, men mentalt ude af stand til at koble fra.
    Man skulle tro, at træthed automatisk førte til søvn. Men hjernen falder ikke nødvendigvis i søvn, bare fordi kroppen er slidt op.
    Tværtimod går stress, udmattelse og søvnløshed ofte hånd i hånd. En del af forklaringen skal findes i vores biologi og evolutionære fortid.
    Menneskets stressrespons udviklede sig til at håndtere akutte fysiske trusler.
    Gennem størstedelen af menneskets historie var truslerne som regel akutte og kortvarige: et rovdyr på lur, naturens luner eller en konflikt med en rivaliserende stamme.
    I sådanne situationer var hjernens førsteprioritet ikke hvile, men overlevelse.
    Når hjernen registrerer en trussel, aktiveres et område kaldet amygdala, som fungerer som kroppens alarmknap, og som sætter gang i kroppens klassiske kamp-eller-flugt-respons.
    Stresshormoner som adrenalin og kortisol bliver udskilt. Pulsen stiger, vejrtrækningen bliver hurtigere, og opmærksomheden skærpes. Kroppen flytter energi væk fra langsigtede vedligeholdelsesopgaver og over mod øjeblikkelig handling.
    Det er en særdeles effektiv mekanisme, hvis du forsøger at undslippe en sabeltiger.
    Den er langt mindre nyttig, når 'truslen' består af en overfyldt indbakke eller en konto, der nærmer sig overtræk.
    Nutidens stressfaktorer er psykologisk stærke, men biologisk set ret mærkelige.
    I modsætning til rovdyr forsvinder de sjældent hurtigt. Der tikker hele tiden nye mails ind. Arbejdet følger med hjem via smartphones og bærbare computere.
    Sociale medier udsætter os for konstant social sammenligning og en vedvarende følelse af årvågenhed. Selv fritiden er ikke længere et ubrudt frirum, men afbrydes konstant af notifikationer, beskeder og forventningen om altid at være tilgængelig.
    Konsekvensen er, at de dele af hjernen, der holder os vågne og opmærksomme, kan forblive delvist aktiverede i lange perioder. Og det er vigtigt, fordi søvn ikke blot er fraværet af vågenhed.
    For at falde i søvn skal hjernen aktivt skrue ned for beredskabet.
    Et netværk af centre i hjernestammen, hypothalamus og forhjernen (med det latinske navn prosencephalon) holder os normalt vågne og fokuserede i løbet af dagen.
    Når vi skal sove, skal der lægges en dæmper på disse systemer.
    Ved langvarig stress kan hjernen imidlertid sætte sig fast i en tilstand af det, forskere kalder hyperarousal eller overaktivering.
    Kroppen kan være udmattet, men hjernen fortsætter med at scanne omgivelserne, forudse problemer og gennemspille tænkte scenarier.
    Set med evolutionens briller giver det faktisk mening. Hvis omgivelserne føles usikre eller truende, er det nok ikke den bedste idé at lukke helt ned og overlade sig til søvnen.
    Én af grundene til, at denne tilstand føles så ubehagelig, er, at fysisk udmattelse og mental aktivering styres af overlappende, men delvist adskilte systemer.
    Musklerne kan være desperate efter hvile, mens hjernen fortsat producerer stressdrevet årvågenhed. Resultatet er det mærkelige misforhold, mange kender alt for godt: en træt krop og et hoved fyldt med tanker, der løber løbsk.
    Kortisol spiller også en vigtig rolle.
    Under normale omstændigheder følger kortisol et naturligt døgnmønster. Niveauet stiger om morgenen for at fremme vågenhed og falder gradvist i løbet af dagen frem mod natten.
    Kronisk stress kan forstyrre denne rytme, så kroppen forbliver aktiveret langt ind i aftentimerne.
    Flere studier tyder på, at personer med søvnløshed udviser forhøjet metabolisk og neurologisk aktivitet, selv når de forsøger at sove, næsten som om...
    Show More Show Less
    8 mins
  • Er Pluto en planet eller en dværgplanet? Det begyndte med Eris Om planeter, kartofler og færdselsregler 1. En planet skal være i kredsløb om Solen 2. En planet skal være rund 3. En planet har banen for sig selv Masser af kritik En bedre definition

    Er Pluto en planet eller en dværgplanet? Det begyndte med Eris Om planeter, kartofler og færdselsregler 1. En planet skal være i kredsløb om Solen 2. En planet skal være rund 3. En planet har banen for sig selv Masser af kritik En bedre definition
    Aug 24 2026
    For 20 år siden (den 24. august 2006) blev Pluto 'degraderet' fra at være planet til at være en dværgplanet.
    Beslutningen blev taget efter en afstemning i den Internationale Astronomiske Union (IAU), men det blev begyndelsen på en hed debat, som stadig fortsætter.
    For nylig har NASA's chef Jared Isaacman kastet benzin på bålet ved at give udtryk for, at han ønsker, at Pluto igen bliver klassificeret som en planet, og at NASA arbejder på nogle rapporter, der skal 'eskalere' diskussionen.
    Det usædvanlige er, at meget af debatten har været domineret mere af følelser end af astronomiske argumenter.
    For nu havde man siden Plutos opdagelse i 1930 fortalt og lært skolebørn, at Solsystemet havde ni planeter, og Pluto var den yderste – og sådan noget laver man bare ikke pludseligt om.
    Det hele begyndte i 2005, da et hold ledet af astronomen Mike Brown opdagede en klode, der bevægede sig rundt om Solen uden for Plutos bane. Den var omtrent samme størrelse som Pluto, men med større masse, og den fik navnet Eris.

    Opdagelsen af Eris var et resultat af, at teleskoper og kameraer nu var blevet så effektive, at astronomerne i 1992 var begyndt at udforske og kortlægge det såkaldte Kuiperbælte af små kloder, som befinder sig uden for Neptuns bane.
    Eris befinder sig i Kuiperbæltet, men da der er titusinder af kloder i Kuiperbæltet, var det måske ikke rimeligt at kalde alle disse normalt meget små kloder for 'planeter'? Vi kalder jo heller ikke de mange asteroider mellem Mars og Jupiter for planeter.

    Både Eris og Pluto befinder sig i Kuiperbæltet, og da Pluto dengang blev anset for en planet, var der to muligheder:
    Udnævne Eris til planet på linje med Pluto.
    Opfinde begrebet 'dværgplanet', så ingen af de to kloder var planeter.
    Et centralt argument for at indføre et ny begreb var, at det allerede i 2006 var klart, at Pluto og Eris kun var toppen af isbjerget. Der var al mulig grund til at formode, at der langt ude i Kuiperbæltet var mange kloder næsten så store som Pluto, og det ville få antallet af planeter til at stige uoverskueligt.
    På det tidspunkt var der ingen officiel definition af udtrykket 'planet'.
    IAU besluttede at rette op på dette ved at udarbejde en kort liste med kriterier for, hvad en 'planet' kunne være, og bede medlemmerne om at stemme om definitionen på IAU's generalforsamlingsmøde i Prag 24. august 2006.
    Problemet er, at man blev enige om at definere en planet på en måde, der både er uklar og svær at forstå for ikke-astronomer. Men lad os se på den.
    Den nye definition på hvad der kendetegner en ægte planet har tre hovedpunkter:
    Det er ganske logisk. Jorden er en planet, fordi den kredser om Solen, men trods sin størrelse er Månen ikke en planet, fordi den kredser om Jorden.
    Alle de klassiske planeter er runde, fordi de er så store, at deres tyngdekraft er i stand til at forme planeten.
    Man taler undertiden om 'kartoffelgrænsen', for hvis kloden er tilstrækkelig lille, kan tyngdekraften ikke forme den, og så ender man med en uregelmæssigt formet kartoffellignende klode.
    Kartoffelgrænsen afhænger af, om kloden består af is eller klippe, men ligger typisk omkring en diameter på omkring 400-600 km.
    Hermed menes, at planeten skal være stor nok til fuldstændigt at dominere sin bane om Solen.
    Den rydder simpelthen hele nabolaget ved med sin tyngdekraft enten at slynge mindre kloder helt bort, opsluge dem eller som et mindstekrav fuldstændigt styre banerne for mindre kloder i deres nabolag.
    Men hverken Jorden eller Jupiter opfylder helt dette krav, uden at de af den grund er blevet 'degraderet' til dværgplaneter.
    Nær Jordens bane er der mindst 10.000 såkaldte nærjordsasteroider, mens Jupiter deler bane med mindst 100.000 af de såkaldte Trojanske asteroider. Det må dog understreges, at de Trojanske asteroider ikke bare kan kredse, som de selv vil, for Jupiter sørger for, at de alle kredser om et af de to Lagrange-punkter L4 og L5, henholdsvis 60o foran og 60o bagud for Jupiter.
    Det er denne tredje del af definitionen, der udløste ...
    Show More Show Less
    9 mins
  • Fra millioner af år før dinosaurerne: 385 millioner år gammelt rav slår verdensrekord

    Fra millioner af år før dinosaurerne: 385 millioner år gammelt rav slår verdensrekord
    Aug 24 2026
    Hvis du før har gået tur langs en strand, så har du måske snuppet en sten, der var lidt orange eller lysebrun og bidt i den. Det kunne jo være, at det var rav, du havde fundet.
    Men forestil dig nu, at det rav var ældre end dinosaurerne. Det er tilfældet for et hold palæontologer, som i et kullag i det vestlige Kina har fundet 385 millioner år gammelt rav. Det skriver ScienceAlert.
    Det slår den tidligere aldersrekord for rav med 65 millioner år.
    Forskerne bag studiet mener, at deres fund tyder på, at frøløse planter allerede for 385 millioner år siden var i stand til at producere harpiks.
    Træer producerer harpiks som en forsvarsmekanisme mod skadedyr. Det er det, som eksempelvis giver grantræer deres karakteristiske lugt.

    Hvilke forhistoriske planter, som har produceret harpiksen, kan forskerne ikke sige noget om. De foreslår til gengæld, at harpiksen kan være blevet produceret som forsvar mod naturbrande og snyltesvampe.
    Ifølge hovedforfatteren på studiet Cihang Luo, palæontolog ved Det Kinesiske Videnskabsakademi er der god sandsynlighed for, at der findes små ravstykker, som er endnu ældre. Til ScienceAlert siger han:
    "Tidligt rav er nok mikroskopisk, findes kun i et meget lille og specifikt område og kan let blive forvekslet med andet organisk materiale, hvilket kan forklare, hvorfor man endnu ikke har fundet det."
    Studiet er publiceret i Science Advances.
    Show More Show Less
    2 mins
  • Mysteriet om mindfulness: Den populære behandling, forskerne ikke kan blive enige om Hvorfor sundhedsvæsenet elsker mindfulness Et mudret forskningsfelt Når behandlingen gør skade Hverken mirakelkur eller humbug

    Mysteriet om mindfulness: Den populære behandling, forskerne ikke kan blive enige om Hvorfor sundhedsvæsenet elsker mindfulness Et mudret forskningsfelt Når behandlingen gør skade Hverken mirakelkur eller humbug
    Aug 24 2026
    "Træk vejret dybt ned i maven. Luk øjnene, og lad dine bekymringer passere forbi som lette skyer på en sommerhimmel."
    Sådan lyder den populære opskrift på indre ro, som hundredtusindvis af danskere møder, når de søger hjælp for stress, angst eller depression.
    Mindfulness, der oprindeligt har rødder i buddhistisk meditation, er i dag svulmet op til en global industri, som alene i USA har en værdi på over 15 milliarder kroner.
    Men bag den store begejstring gemmer sig et mere komplekst billede. For selvom mange studier peger på positive effekter, er forskerne langt fra enige om, hvor stærk evidensen egentlig er.
    For at forstå den massive udbredelse af mindfulness i det danske sundhedsvæsen i dag skal vi spole tiden tilbage til 1979.
    Her udviklede den amerikanske biolog Jon Kabat-Zinn programmet MBSR (Mindfulness-baseret stressreduktion) på baggrund af 2500 år gamle buddhistiske traditioner.
    Oprindeligt var metoden tiltænkt hospitalspatienter, der var plaget af stærke smerter, som den traditionelle vestlige medicin ikke formåede at lindre.
    Siden da er metoden blevet en fast bestanddel af moderne behandling, og i dag bruges den bredt til at afhjælpe alt fra stress og angst til tilbagevendende depression.
    Spørger man Lone Overby Fjorback, der er speciallæge i psykiatri og leder af Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet, er begejstringen for metoden ikke uden grund.
    Hun sammenligner mindfulness med motion for vores mentale sundhed: Noget, der kan styrke vores mentale robusthed generelt, men som også kan være et vigtigt redskab for mennesker med psykiske udfordringer.
    Et af de områder, hvor forskningen ifølge centerlederen står stærkest, er mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBKT).
    Det er en særlig form for mindfulness, der kombinerer meditation med elementer fra kognitiv terapi - en terapiform, hvor man lærer at få øje på negative tankemønstre og ændre den måde, man forholder sig til sine tanker og følelser på - og er udviklet til at forebygge tilbagefald hos personer, der tidligere har haft flere depressive episoder.
    "Det (MBKT, red.) virker lige så godt som medicin til den forebyggende behandling af depression," forklarer Lone Overby Fjorback med henvisning til et britisk studie fra 2016.
    I studiet samlede forskerne resultater fra ni forskellige lodtrækningsforsøg med i alt 1.258 deltagere. Fælles for deltagerne var, at de på undersøgelsestidspunktet var helt eller delvist raske, men tidligere havde oplevet gentagne depressioner.
    Forskerne fandt, at mindfulness-terapien kunne mindske risikoen for, at depressionen vendte tilbage. Sammenlignet med patienter, der fik den sædvanlige behandling, havde deltagerne i mindfulness-gruppen 31 procent lavere risiko for et tilbagefald inden for de følgende 60 uger.
    Da forskerne sammenlignede mindfulness direkte med patienter, der fik forebyggende antidepressiv medicin, fandt de ikke nogen forskel i effekten. Mindfulness så altså ud til at kunne være lige så effektivt som medicin til nogle patienter.
    Et andet argument for metodens effekt findes inden for hjerneforskningen. Ved hjælp af fMRI-hjerneskanninger peger forskere på, at mindfulness-træning rent faktisk ændrer hjernens struktur.
    Lone Overby Fjorback forklarer, at hjernen ændrer sig, efter hvordan vi bruger den, præcis ligesom kroppens muskler.
    Skanningerne viser forandringer i særligt to centrale områder:
    For det første styrkes præfrontal cortex (pandelapperne), som blandt andet styrer vores evne til at fastholde opmærksomhed og regulere svære følelser.
    For det andet ses der forandringer i insula og det somatosensoriske cortex, der fungerer som centre for kroppens indre bevidsthed og ydre sansninger.
    Men den konklusion køber Miguel Farias, der er lektor i eksperimentel psykologi ved Coventry Universitet, ikke. Han understreger, at hjernen danner nye neurale netværk, hver gang vi lærer en hvilken som helst ny færdighed - som for eksempel at spille klaver eller lære at tale spansk.
    "Der er intet, der med overvældende evid...
    Show More Show Less
    13 mins
  • Er papir eller skærm bedst? Det afgørende kan handle om noget helt andet Hvorfor er det så svært at læse? Øvre grænse for læsehastigheden Konsekvenser af digital læsning Forståelsen kan blive svækket Ved stadig ikke nok om de langsigtede konsekvenser

    Er papir eller skærm bedst? Det afgørende kan handle om noget helt andet Hvorfor er det så svært at læse? Øvre grænse for læsehastigheden Konsekvenser af digital læsning Forståelsen kan blive svækket Ved stadig ikke nok om de langsigtede konsekvenser
    Aug 23 2026
    Den svenske regering meldte for nyligt ud, at der skal skrues ned for brugen af digitale enheder i klasseværelset og vendes tilbage til fysiske bøger.
    Begrundelsen var bekymring over faldende testresultater og stigende skærmtid.
    Men er bekymringen berettiget? Og hvad siger læseforskningen om de mulige konsekvenser af at læse på digitale enheder frem for bøger?
    For at svare på dette spørgsmål skal vi huske, at læsning langt fra er let, selvom det måske virker som en simpel opgave.
    Læsning er formentlig en af de mest komplekse færdigheder, vi skal tilegne os: en færdighed, der kræver mange års undervisning og øvelse at mestre.
    I modsætning til talesprog er læsning nemlig ikke noget, vi er biologisk indrettet til at lære.
    For at forstå, hvorfor er det så svært at læse, skal vi først se på læsningens fysiologi.
    Mens du læser denne sætning, bevæger dine øjne sig i lynhurtige, rykvise bevægelser, der flytter blikket fra ét punkt til et andet, fra ord til ord (såkaldte sakkader).
    I løbet af disse øjenbevægelser dæmpes bearbejdningen af visuel information, og hjernen får kun adgang til informationen i de korte øjeblikke, hvor øjnene står stille. Disse øjeblikke kaldes fikseringer.
    Eksperimenter, der måler læseres øjenbevægelser, har vist, at vi fikserer på de fleste ord, fordi vores evne til at tilegne os visuel information under hver fiksering er ekstremt begrænset.
    I sprog som for eksempel engelsk, der læses fra venstre mod højre, er vores evne til at opfatte de træk, der adskiller bogstaver fra hinanden, begrænset til et lille område af synsfeltet, kaldet det perceptuelle spænd.
    Dette spænd strækker sig fra 2-3 bogstavpladser til venstre for fikseringspunktet til 8-12 bogstavpladser til højre for fikseringspunktet.
    Spændets asymmetri afspejler opmærksomhedens bevægelse gennem teksten. Spændet strækker sig mod venstre i sprog som arabisk, der læses fra højre mod venstre.
    Spændets størrelse er mindre i tætte skriftsystemer, som for eksempel kinesisk.
    Vi ved også fra eksperimenter med måling af øjenbevægelser (eye tracking) og hjernebilleddannelse, at det tager tid at identificere ord.
    De bedste estimater peger på, at visuel information kræver 60 millisekunder for at blive sendt fra øjnene til hjernen, hvorefter ordene kræver yderligere 100-300 millisekunder at identificere. Et millisekund er en tusindedel af et sekund.
    Disse begrænsninger sætter en øvre grænse for læsehastigheden på 300-400 ord i minuttet, afhængigt af tekstens sværhedsgrad og læserens forståelsesniveau.
    Fortalere for hurtiglæsning, som fejlagtigt lover en højere læsehastighed, lærer dig i praksis at skimme en tekst. Forståelsen falder, i takt med at hastigheden stiger.
    Det tager mange års øvelse at nå den øvre grænse for, hvor hurtigt vi kan læse. Det forudsætter nemlig et tæt samspil mellem de hjernesystemer, der står for syn, opmærksomhed, ordgenkendelse, sprogforståelse og øjenbevægelser.
    Alt, der forstyrrer dette samspil, kan derfor gå ud over forståelsen.
    Hvad betyder det så for læsningen, når den foregår digitalt?
    Når det gælder nogle typer skærme, for eksempel e-bogslæsere, er der ikke meget, der tyder på, at digital læsning adskiller sig nævneværdigt fra læsning i en fysisk bog.
    Begge formater giver nemlig gode betingelser for de mentale processer, der skal til for at læse sikkert og forstå teksten.
    De digitale formater er straks mere problematiske. De forstyrrer læsningen, for eksempel nyhedssider med annoncer blandet ind i teksten, eller hvor selve tekstopsætningen gør læsningen sværere.
    Det kan være centreret tekst med store eller ujævne mellemrum mellem ordene. Den slags ser man sjældent i trykte tekster.
    Selvom der endnu ikke er forsket nok i konsekvenserne af netop disse to forhold, ved vi efterhånden nok om menneskets tænkning og opmærksomhed til at kunne give et kvalificeret bud.
    Billeder og lyde, der ikke har noget med teksten at gøre, for eksempel pop op-annoncer, kan fange vores opmærksomhed. De fleste voksne har lært at sortere den slags forst...
    Show More Show Less
    7 mins
  • Om du er højre- eller venstrehåndet er ikke forudbestemt, antyder ny forskning

    Om du er højre- eller venstrehåndet er ikke forudbestemt, antyder ny forskning
    Aug 23 2026
    Det handler mere om øvelse og brug af det, der bliver din dominerende hånd, end det omhandler noget medfødt, hvad angår, om du bliver højre- eller venstrehåndet, hævder ny forskning.
    Det skriver ScienceAlert på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.
    De fleste mennesker har brugt deres dominerende hånd gennemgående gennem hele livet, og derfor var det også svært for forskerne at designe et eksperiment til at teste deres nye hypotese.
    Af den årsag valgte forskerne at lade folk skrive med deres albuer for at kontrollere eksisterende dominans, da de fleste mennesker formentlig ikke har skrevet med deres albuer før.
    Ideen hos forskerne var, at hvis vi har en medfødt præference for dominans over vores lemmer, så burde en højrehåndet person være bedre til at skrive med sin højre albue end sin venstre.
    Forskerne tog derfor en gruppe højrehåndede mennesker og fik dem til at skrive bogstavet 'A' og tallet '8' med deres dominerende og ikke-dominerende hånd otte gange.
    Derefter lavede de samme øvelse igen, men denne gang blev kuglepennen tapet fast til deres albuer, så det var gennem albuen, at de skulle skrive.
    Og resultatet? Jo, samtlige højrehåndede deltagere fejlede i lige så høj grad med at skrive med deres højre albue, som de gjorde med deres venstre.
    Derefter testede forskerne, om øvelser i at skrive med albuen kunne gøre en forskel. Derfor blev halvdelen af deltagerne trænet til at skrive med albuen på deres dominerende arm, mens den anden halvdel skulle skrive med deres ikke-dominerende arm.
    Her blev albueskrivningen markant bedre for begge albuer, hvilket indikerer, at evnen til at skrive med vores dominerende hånd stammer fra års øvelse, frem for en indbygget og forudbestemt hjernefunktion.

    Tidligere forskning har ellers vist, at den dominerende hånd – venstre eller højre – var bestemt af vores gener, ligesom der også tidligere har været formodninger om, at der er forskellige fordele og ulemper forbundet med den dominerende hånd.
    Show More Show Less
    2 mins
  • Hvor polariseret er europæisk politik? Svaret afhænger af alder, køn og geografi Sådan har politisk orientering udviklet sig over tid fordelt på alder og køn Udsving falder sammen med store politiske og økonomiske hændelser Bekymring for klimaforandringer over tid og fordelt på alder og køn Tolerancen over for indvandring over tid og fordelt på alder og køn Kønsforskellene er mindre blandt ældre europæere

    Hvor polariseret er europæisk politik? Svaret afhænger af alder, køn og geografi Sådan har politisk orientering udviklet sig over tid fordelt på alder og køn Udsving falder sammen med store politiske og økonomiske hændelser Bekymring for klimaforandringer over tid og fordelt på alder og køn Tolerancen over for indvandring over tid og fordelt på alder og køn Kønsforskellene er mindre blandt ældre europæere
    Aug 23 2026
    Den politiske debat i Europa har sjældent virket mere polariseret.
    I medierne bliver europæiske samfund ofte beskrevet som stadigt mere opdelt mellem yngre, progressive generationer og ældre, mere konservative generationer.
    En voksende mængde forskning peger samtidig på, at politiske holdninger i stigende grad deler sig efter køn – især blandt unge.
    Unge kvinder ser for eksempel ud til at indtage mere liberale standpunkter end unge mænd i spørgsmål som klimaforandringer og indvandring.
    Ved hjælp af data fra European Social Survey, som jeg har stået i spidsen for siden 2013, har mit forskerhold undersøgt, hvor godt de påstande egentlig holder.
    European Social Survey (ESS) er en stor, tværnational spørgeskemaundersøgelse, der siden 2002 har målt europæernes holdninger, værdier og adfærd på en lang række samfundsområder.
    ESS har set på den langsigtede udvikling i Øst-, Vest- og Nordeuropa fra 2002 til 2023 og undersøgt politisk orientering, bekymring for klimaforandringer og holdninger til indvandring.
    I alle de undersøgte landegrupper placerer yngre personer sig konsekvent længere til venstre på den politiske højre-venstre-skala end ældre personer.
    Men udviklingen er ikke ens overalt. I Nord- og Vesteuropa har de ældre aldersgruppers politiske holdninger været forholdsvis stabile. I Østeuropa har der derimod været større udsving, og i de seneste målinger ser vi en tydeligere bevægelse mod højre.

    Blandt yngre østeuropæere går udviklingen den modsatte vej. Det peger på, at der er ved at opstå en tydeligere generationskløft i regionen, når det gælder politisk ståsted.
    Sammenhængen mellem køn og politisk orientering varierer også markant med alderen i Europa.
    Blandt de ældre følges mænds og kvinders politiske placering stort set ad over tid. Hos de yngre generationer er forskellene mellem kønnene derimod betydeligt større.
    Kløften er størst i Nordeuropa. Her placerer unge kvinder sig konsekvent længere til venstre end unge mænd.
    I Østeuropa ser unge mænd og kvinder til gengæld ud til gradvist at nærme sig hinanden politisk – selvom de unge kvinder fortsat ligger længere mod venstre.
    De unge kvinders politiske holdninger svinger desuden mere fra undersøgelse til undersøgelse, især i Vesteuropa. Nogle af udsvingene falder sammen med store politiske og økonomiske hændelser.
    Omkring finanskrisen i 2008 var der eksempelvis en mindre bevægelse mod højre, mens coronapandemien i 2020 faldt sammen med en bevægelse mod venstre.
    På tværs af alle regioner, undersøgelsesrunder og aldersgrupper har kvinder konsekvent været mere bekymrede for klimaforandringer end mænd.
    Hvor stor forskellen er, varierer dog både mellem regioner og aldersgrupper.
    Forskellene mellem generationerne er mere moderate. Resultaterne følger nemlig ikke entydigt den udbredte forestilling om, at unge er mere bekymrede for klimaet end ældre.
    I både Øst- og Vesteuropa har ældre deltagere ofte været lige så bekymrede som yngre – og nogle gange en smule mere.
    Overordnet ser klimabekymringen dog ud til enten at være stabil eller langsomt faldende i de fleste befolkningsgrupper.

    Blandt de ældre er forskellen mellem mænd og kvinder forholdsvis lille, mens den er markant større blandt yngre især i Nordeuropa.
    Unge kvinder i Nordeuropa er faktisk den eneste gruppe, hvor bekymringen for klimaforandringer viser en svagt stigende tendens over tid.
    Det afspejler en voksende kønsforskel blandt unge i regionen: Unge mænd er blevet mindre bekymrede, mens bekymringen blandt unge kvinder har været stabil eller er steget en smule.
    I Øst- og Vesteuropa ligner alders- og kønsgrupperne hinanden mere. Her har både mænd og kvinder i de senere år generelt rapporteret faldende bekymring for klimaforandringer.
    Samlet set tyder resultaterne altså ikke på, at klimabekymring først og fremmest deler generationerne. I stedet ser den tydeligste skillelinje ud til at gå mellem unge mænd og unge kvinder især i Nordeuropa.
    Holdningen til indvandring varierer mere mellem Europas regioner end mellem køn og...
    Show More Show Less
    7 mins