Episodes

  • Professor udgav 15 studier om året: Nu træder han på bremsen

    Professor udgav 15 studier om året: Nu træder han på bremsen
    Feb 23 2026
    Forskerverdenen har fart på. Så meget fart, at det har skabt en kultur, der er usund og uholdbar for forskningens troværdighed.
    Sådan tegnes billedet af en australsk professor i en artikel i Nature.
    Han hedder Adrian Barnett og beskriver, hvordan han gik fra som ung forsker at udgive nogle få studier om året til i dag at udgive omkring 15 om året og samtidig blive presset til at udgive endnu flere.
    Professoren i statistik på Queensland University of Technology fortæller, at han som ung postdoc blev fodret med et hastighedsideal af sin afdelingsleder og lige siden har forsøgt at leve op til det.
    "Målet var tal, og kvalitet blev kun nævnt i forbindelse med et tidsskrifts prestige, aldrig selve arbejdet," skriver han i artiklen om den kultur, som afdelingslederen indførte ham i.
    Men med introduktionen af kunstig intelligens, paper mills - hvor forskere kan betale sig til at få udgivet studier - og et voldsomt boom i antallet af studier, der presser forskerne, tidsskrifterne og fagfællebedømmelsen, slår professoren nu bremserne i.
    Fra nu af vil han bedrive slow science.
    Professoren vil udgive syv studier om året i stedet for 15 - altså en halvering.
    Til gengæld vil han bruge dobbelt så meget tid på research, modeltest og på at bedrive bedre forskning.
    Og det er måske en meget fin beslutning, mener Kristian Hvidtfelt Nielsen, der forsker i vidensformidling og videnskabshistorie.
    Han har i hvert fald sympati med, at professoren handler på et genkendeligt pres.
    "De fleste forskere vil kunne genkende det pres for at udgive et vist antal studier om året, som han præsenterer," siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, der er lektor på Center for Videnskabsstudier, til Videnskab.dk.
    Men om slow science er redningen for forskning og forskerne, kan han godt tvivle på.
    Slow science er ikke doven videnskab
    Presset på forskerne er todelt, hvis man spørger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
    "For det første en psykologisk mekanisme, hvor forskere måler sig mod hinanden. For det andet et institutionelt, hvor forskere skal bruge publikationstallet til at søge stillinger og fonde," siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
    Begge mekanismer vil slow science tage et opgør med.
    "Slow science er del af en større samfundsmæssig bevægelse, som startede med slow food. Det er en slow livsforståelse, hvor man går til modsvar på den acceleration, der er i samfundet," siger han.
    I forskning handler det især om at gøre op med det individuelle vurderingssystem, hvor både forskere og forskningsinstitutioner fokuserer på antallet af udgivelser, citeringer i andre studier og tidsskriftets status, når to forskere skal sammenlignes.
    Noget, der hærger lige nu inden for forskning.
    Det skaber det accelererende tempo og bestemmer, hvilken slags forskning, der bliver lavet, ifølge Kristian Hvidtfelt Nielsen.
    Han bakkes op af Therese Malene Nielsen, der forsker i slow science i grundskolen og undervisning.
    "Slow science handler ikke om at være langsom eller doven. Det er mere et spørgsmål om at kunne bestemme sit eget tempo, være grundig og tage sig den nødvendige tid - et loft for antal artikler om året kan være et tiltag imod dette," siger Therese Malene Nielsen, der ph.d.-studerende på Syddansk Universitet, til Videnskab.dk.
    Kræver en fast professorstilling
    Adrian Barnetts beslutning om at praktisere slow science er dog ikke sød musik i alle kollegernes øre.
    Et af kritikpunkterne ved slow science er ofte, at det kræver en høj og fast stilling på et universitet at kunne skrue hastigheden på udgivelserne ned.
    Det er for de privilegerede.
    "Slow science er en risikabel strategi, når agenturer stadig vurderer på baggrund af længden af et CV," skriver en ph.d.-forsker på LinkedIn til artiklen.
    Det kan der være en pointe i, mener Kristian Hvidtfelt Nielsen.
    For færre udgivelser er ikke så eftertragtet, når man som ung forsker skal kæmpe sig til bevillinger og stillinger.
    Derfor er det svært at tage del i slow science-tankegangen uden en fast forskerstilling. Og på den måde er det privilegeret b...
    Show More Show Less
    8 mins
  • Har du hørt om 'relations-anarki'? Begrebet vinder frem blandt millennials og Generation Z

    Har du hørt om 'relations-anarki'? Begrebet vinder frem blandt millennials og Generation Z
    Feb 22 2026
    Når ordet 'anarki' dukker op i samtaler i hverdagen, fremkalder det ofte billeder af lovløshed og kaos efter et sammenbrud af staten eller en katastrofal hændelse.
    Tag bare antihelten Jokeren fra Batman-tegneserien eller tv-serien Sons of Anarchy om en fredløs motorcykelklub, hvor loyalitet over for familien vægtes lige så højt som voldelig kriminalitet.
    Men anarki kan også forstås som et tankesæt, der lægger vægt på frihed og lighed frem for autoritær styring og på individualitet frem for konformitet.
    Disse værdier er centrale i relations-anarki (på dansk også kaldet forholds-anarki), som er en tilgang til intimitet og menneskelige relationer, der især vinder frem blandt millennials og Generation Z.
    En nylig undersøgelse fra datingappen Feeld viser, at 50 procent af brugerne praktiserer relationsanarki og særligt blandt personer, der er transkønnede, nonbinære, kønsdiverse eller panseksuelle.
    Med sit fokus på relationer, der udfordrer fastlåste forestillinger om kærlighed og magt, fremstår relations-anarki som en overbevisende ny tilgang til mellemmenneskelig og fællesskabsbaseret forbindelse og tilknytning.
    Men hvad er det egentlig, og hvordan kan vi bruge forholds-anarki til at gentænke vores relationer?
    Hvad er relations-anarki?
    Relations-anarki blev første gang formuleret i 2006 af den svenske techudvikler, forfatter og producer Andie Nordgren.
    Relations-anarki bygger på anarkistiske principper som antikapitalisme, anti-hierarki og gensidig hjælp og søger at gøre op med traditionelle relationsmodeller.
    Andie Nordgren skitserer fire grundlæggende byggesten i relations-anarki:
    Ingen tvang mennesker imellem
    Fællesskabet har stor betydning
    Gensidig hjælp som en afgørende form for støtte
    Forpligtelse og indsats som kommunikation, ikke som en bindende kontrakt
    Tanken er, at hvis man erstatter parforholdets gensidige afhængighed med mere rummelige og virkningsfulde former for omsorg mellem mennesker, kan man opbygge stærkere fællesskaber, der vægter indbyrdes afhængighed mellem mennesker, dyr og miljø.
    Venner, elskere og bekendte har samme betydning
    Relations-anarki er grundlæggende en queer og inkluderende ramme, der bygger på at skabe relationer, som afspejler det, mennesker faktisk ønsker, frem for at følge sociale konventioner med forpligtelser, stress og forventninger eller frygt for at give udtryk for egne reelle behov.
    Relations-anarki tillægger venner, elskere og bekendte samme betydning, og de fleste tilhængere af relations-anarki indgår i alternative relationsformer, såsom ikke-monogami.
    I lyset af den sociale forlegenhed, der i dag knytter sig til visse former for relationer (for eksempel er det følge en nylig artikel fra Vogue 'pinligt at have en kæreste') samt den stabile stigning i antallet af ugifte personer, er mange måske allerede være i gang med at tage denne slags radikale tilgange til sig uden selv at være bevidste om det.
    Er fremtidens kærlighed ikke-hierarkisk?
    Uanset om det handler om datingappenes tilbagegang, fremkomsten af AI-baserede matchmakere eller bøger om cølibat, står kærligheden stadig i centrum i utallige samtaler og debatter.
    I lyset af den voksende interesse for ikke-traditionelle forhold og relationer og modstanden mod politiske systemer, der fortsat udnytter Jordens begrænsede ressourcer, giver det mening, at Relations-anarki er i fremmarch.
    Mange af os længes efter nye måder at relatere på, som vi selv definerer og navigerer efter vores egne præmisser.
    Forholdsanarki tilbyder samtidig en måde at styrke vores sociale netværk og fællesskabsbånd på, noget, der kan bidrage markant til at mindske den sociale isolation og frakobling, som mange millennials og unge i Generation Z oplever.
    Hverken let eller ligetil
    Ingen enkelt relation kan løse alle de komplekse udfordringer og vilkår, der præger yngre generationer, men måden, vi indgår i relationer på, ændrer sig over tid, og relations-anarki kan være endnu en form for tilknytning og forbindelse, der appellerer til dig.
    Du kan gentænke dine fo...
    Show More Show Less
    4 mins
  • Kan man påvirke sit barns helbred allerede før graviditeten?

    Kan man påvirke sit barns helbred allerede før graviditeten?
    Feb 22 2026
    På sociale medier vinder et nyt fænomen frem: kommende forældre, der træner målrettet, spiser særligt og ændrer deres livsstil, måneder før de dropper præventionen.
    Målet er at give deres kommende barn de bedst mulige forudsætninger for et sundt liv.
    Se denne video af et par, der træner op til at forsøge at blive gravide
    Men giver det overhovedet mening?
    "Jeg forstår godt, at moderens vaner under graviditeten påvirker barnet, men har det virkelig nogen betydning, hvordan fædrene lever - og endda allerede før undfangelsen?" spørger Malika, som har skrevet ind til Videnskab.dk's læserbrevkasse, 'Spørg Videnskaben'.
    Vinduet før graviditeten
    I mange år har forskningen haft blikket rettet mod de ni måneder, hvor barnet vokser i livmoderen. Men de seneste år er der kommet resultater, som peger på, at både mors og fars livsstil i månederne før undfangelsen kan sætte biologiske spor hos barnet.
    En dansk videnskabelig gennemgang fra 2024 konkluderer, at livsstilsændringer med henblik på vægttab, som først sættes i gang, når kvinden er gravid, har begrænset succes.
    Selvom det ofte lykkes at begrænse, hvor meget kvinden tager på under graviditeten, ser det ikke ud til at reducere risikoen for, at barnet får problemer med kroppens stofskifte eller overvægt senere i livet.
    Forskerne bag gennemgangen beskriver en "ond cirkel", hvor forældre med overvægt eller metaboliske forstyrrelser risikerer at give disse træk videre til deres børn.
    Hvis man vil bryde denne cirkel og forebygge børneovervægt, peger forskningen på, at forældrenes sundhed bør forbedres før undfangelsen. Hvis forholdene er gode, allerede mens æg og sædceller dannes, kan det præge barnets helbred helt fra begyndelsen.
    Netop denne erkendelse er drivkraften bag forskningsprojektet PRE-STORK på Steno Diabetes Center Copenhagen.
    Her undersøger et tværfagligt team bestående af blandt andet tre ph.d.-studerende: læge og ph.d.-studerende Emilie Bahne, træningsfysiolog Julie Hagstrøm Danielsen og jordemoder Rikke Tannenberg Klemmensen, betydningen af forældrenes sundhed før graviditeten.
    "Der er lavet mange studier, hvor man har kigget på livsstilsinterventioner under graviditeten. De har vist, at man kan påvirke nogle ting hos kvinden, men det er faktisk rigtig svært på den baggrund at påvirke noget hos børnene," fortæller Emilie Bahne.
    I PRE-STORK-projektet får kvinder derfor hjælp til vægttab gennem en lavkaloriediæt og fysisk træning, samt en personlig mentorstøtte, i månederne op til at parret forsøger at blive gravide.
    "Det handler om at sikre, at fosteret lander i et så optimalt miljø som muligt, fra det øjeblik undfangelsen sker. Jo bedre udgangspunktet er, jo bedre forudsætninger har barnet for en sund vækst i livmoderen," supplerer Rikke Tannenberg Klemmensen, jordemoder og ph.d.-studerende.
    Epigenetik: genernes tænd- og sluk-knapper
    Hvordan forældres livsstil før en graviditet kan påvirke et barn, hænger tæt sammen med noget, der hedder epigenetik.
    Epigenetik handler om de mekanismer, der styrer, hvilke gener der er aktive, uden at selve DNA'et ændres.
    Ifølge Line Hjort, der forsker i epigenetik ved Københavns Universitet, kan man sammenligne det med en computer:
    "Generne er hardwaren, mens epigenetikken er softwaren, der bestemmer, hvordan computeren arbejder."
    Et amerikansk studie fra 2024 viser, at nogle epigenetiske ændringer i visse tilfælde kan føres videre til næste generation. Det betyder, at forældrenes livsstil i månederne før undfangelsen i nogle tilfælde kan efterlade biologiske spor, som barnet tager med sig ind i livet.
    Far spiller en rolle
    Mens kvinder fødes med alle deres æg, producerer mænd løbende nye sædceller, i en proces der tager omkring tre måneder. Det betyder, at mandens livsstil i netop denne periode kan have betydning.
    Et nyt musestudie publiceret i tidsskrifter Cell Metabolism peger på, at fædre, der dyrker motion før undfangelsen, måske kan give deres børn bedre udholdenhed, sundere stofskifte og lavere risiko for overvægt.
    Samtidig tyder fo...
    Show More Show Less
    7 mins
  • Træning af hjernen kan måske booste vores immunforsvar

    Træning af hjernen kan måske booste vores immunforsvar
    Feb 22 2026
    Er der en sammenhæng mellem vores forventninger til en bestemt behandling og effektiviteten af den?
    Ja. Det har placebo-forskere for længst påvist.
    Men nu har et forskerhold for første gang bygget en mere konkret bro mellem aktivitet i hjernens belønningssystem og kroppens immunforsvar.
    Israelske forskere har vist, at der er en sammenhæng mellem bevidste, positive forventninger og en øget mængde af antistoffer, som kroppen danner efter en vaccination.
    Med andre ord kan bestemte hjerneaktiviteter muligvis booste immunforsvaret.
    "Det er det første studie, der påviser en sammenhæng mellem viljemæssigt forbedret belønningsaktivitet og immunrespons hos mennesker," skriver studiets førsteforfatter Nitzan Lubianiker fra Tel Aviv Universitet til Videnskab.dk.
    Perspektivet i studiets fund er, at man – blot ved at have positive forventninger til en vaccine – kan styrke dens beskyttende effekt.
    "Vacciner varierer meget i, hvor effektive de er," skriver Nitzan Lubianiker.
    "Vores resultater tyder på, at i tilfælde, hvor vacciner fremkalder svagere immunresponser, kan neurofeedback-træning (hjernetræning, red.) potentielt øge antistofproduktionen, der ligger til grund for vaccine-induceret beskyttelse."
    Ikke årsag – kun sammenfald
    Der er tidligere påvist en årsagssammenhæng mellem hjernens belønningssystem og immunforsvaret, men kun hos mus.
    Det er første gang, at der vises en sammenhæng hos mennesker.
    Ordet 'årsagssammenhæng' er dog vigtigt at hæfte sig ved, understreger Robin Christensen, som er professor i biostatistik og klinisk epidemiologi ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet, og chefkonsulent ved Parker Instituttet, Frederiksberg Hospital.
    Israelerne har sat sig for at genfinde den direkte årsagskæde hos mennesker, som allerede er vist hos gnavere.
    Men forskerne lykkes ikke med deres eksperimentelle opsætning, mener Robin Christensen, som har læst studiet for Videnskab.dk.
    Derfor opfylder det ikke studiets erklærede hovedformål.
    "Hovedfundet er der ikke," siger han.
    Alligevel vil han gerne kvittere for, at de israelske forskere faktisk er lykkedes med at vise et sammenfald:
    Nogle mennesker har højere aktivitet i deres belønningscenter og samtidig en højere antistofrespons i deres immunsystem.
    Men det er ikke det samme som at bevise, at det ene fører til det andet.
    "Det næstbedste fund er, at der er en sammenhæng. Og den sammenhæng er trods alt spændende," medgiver Robin Christensen.
    Påvirker egen hjerneaktivitet
    For at forstå, hvad studiet rent faktisk er lykkedes med, og hvor det fejler, bør man forstå studiets design.
    Forskerne undersøgte 85 personer, der blev inddelt i tre grupper, hvoraf to af grupperne modtog såkaldt neurofeedback-træning.
    Det er en hjernetræning, hvor man lærer at påvirke og kontrollere sin egen hjerneaktivitet.
    Den ene gruppe trænede i at øge aktiviteten i belønningssystemet i to specifikke områder i hjernen, VTA og NAc.
    VTA ligger dybt i hjernestammen og fungerer som en slags dopamin-generator. NAc er et modtageområde, som omsætter dopaminen til lyst, engagement og drivkraft.
    Målet var at se, om målrettet aktivering af netop disse to områder kunne styrke immunresponsen.
    Den anden gruppe gennemgik præcis samme neurofeedback-træning, men med fokus på andre områder i hjernen, der ikke er relateret til belønningssystemet.
    Formålet med den anden gruppe var at udelukke, at eventuelle effekter skyldes selve det at udføre en hjerne-træningsopgave frem for aktivering af belønningssystemet specifikt.
    Den tredje gruppe modtog ingen neurofeedback-træning, og her målte man blot den naturlige immunrespons på vaccinen uden nogen form for hjernetræning.
    Deltagerne i alle tre grupper modtog vaccine mod hepatitis B.
    Forskerne brugte herefter skanninger og blodprøver til at monitorere aktivitet i hjerne og immunsystem.
    Afhænger af 'dygtighed'
    Resultatet af målingerne er som sagt spændende, men må også for forskerne selv anses som skuffende, mener Robin Christensen.
    Godt nok viser studiet, at de personer, der er bedst t...
    Show More Show Less
    7 mins
  • Gammelt DNA dybt nede i Donaus mudder afslører en ellers skjult fortid

    Gammelt DNA dybt nede i Donaus mudder afslører en ellers skjult fortid
    Feb 21 2026
    Forestil dig en forhistorisk boplads ved en stor flod. Her har mennesker boet, dyrket jorden og udnyttet landskabet.
    Tusinder af år senere vil arkæologer gerne forstå, hvordan naturen omkring bopladserne så ud, hvilke ressourcer mennesker havde adgang til, og hvordan de levede.
    Men netop i åbne flodlandskaber mangler ofte de spor, vi normalt bygger fortællingen på: Knogler, frø og planterester nedbrydes, og mange arter efterlader slet ikke fossiler, der kan genkendes i jorden.
    I vores nye studie i Scientific Reports viser vi, at gammelt DNA fra arkæologiske udgravninger og flodaflejret mudder kan bruges til at rekonstruere fortidens økosystemer langs Donau.
    Selv når de synlige rester er væk, kan mudderet gemme et arkiv af bittesmå DNA-fragmenter fra planter og dyr, der har levet i området.
    Og de fragmenter åbner døren til en ellers skjult fortid.
    Hvert lag er et naturligt arkiv
    Donau-flodsletten er dynamisk. Når vandføringen ændrer sig, kan floden skifte kurs, slyngninger bliver afskåret, og nye kanaler opstår.
    Over tid fyldes gamle flodløb langsomt op med mudder og organisk materiale. Set med videnskabelige briller bliver det til et naturligt arkiv, hvor hvert lag rummer spor af det miljø, der fandtes på stedet på et bestemt tidspunkt.
    Det er også i flodlandskaber, at mange bopladser lå. Floder er kilde til vand, mad, transport osv.
    Hvis vi vil forstå menneskets forhistorie bredt, er vi nødt til at kunne udlede biologisk information fra netop de åbne landskaber, hvor de fleste mennesker bosatte sig – ikke kun fra de mere gængse arkiver som huler, permafrost og sø-sedimenter.
    Men åbne flodlandskaber er svære at studere
    Problemet er, at åbne bopladser ofte er hårde miljøer for bevaring. Jordlag kan tørre ud, gennemgå nedfrysning samt optøning, blive oversvømmet eller flyttet rundt, og organiske rester nedbrydes hurtigt.
    Derfor er det i mange tilfælde svært at rekonstruere fortidens natur og menneskers ressourcer ud fra fossiler alene.
    Gammelt miljø-DNA (se faktaboks) kan i nogle tilfælde overleve, selv når de synlige rester er væk. Men i flodaflejringer opstår en ekstra udfordring: Floder kan blande mudder, hvorfor de dybere lag ikke nødvendigvis er ældre.
    Hvis man vil bruge miljø-DNA i sådan et landskab, skal man derfor være mere konservativ i sin fortolkning og kombinere DNA'et med andre typer data.
    Sådan gjorde vi
    I studiet analyserede vi mudderprøver fra to åbne arkæologiske lokaliteter i Serbien: Donja Branjevina (tidlig neolitikum, cirka 6.100 til 5.600 f.v.t.) og Vinča-Belo Brdo (sen neolitikum, cirka 4.850 til 4.550 f.v.t.).
    Derudover borede vi fire mudderkerner fra spor af tidligere Donau-løb.
    Essensen i metoden er enkel: Organismer efterlader DNA i deres omgivelser gennem hele livet, blandt andet via mikroskopiske rester, afføring og dødt væv (se faktaboksen ovenfor).
    Noget ender i jord og mudder, hvor DNA'et gradvist nedbrydes til kortere og kortere fragmenter.
    Under visse forhold kan fragmenterne dog overleve længe nok til, at vi kan udtage mudderprøver, ekstrahere DNA'et og identificere, hvilke grupper af planter og dyr det stammer fra.
    Floder kan blande mudderlagene, så man ikke kan gå ud fra, at dybere altid betyder ældre.
    Derfor kombinerede vi DNA-resultaterne med en geologisk gennemgang af sedimentet, hvor vi undersøger, om lagdelingen er intakt, og hvilke typer materiale sedimentet består af.
    Derudover brugte vi kulstof-14 (C-14) til at datere organisk materiale fra udvalgte lag, så vi fik en uafhængig tidsramme.
    Endelig brugte vi karakteristiske 'alderstegn' i DNA'et, altså mønstre af nedbrydning, som kan hjælpe med at skelne gammelt DNA fra nyere forurening.
    Resultatet er ikke et perfekt billede af fortiden, men et robust biologisk signal, som kan bringe os tættere på hverdagen i de åbne landskaber, hvor en stor del af menneskets udvikling udspillede sig.
    Hvad fandt vi i mudderet?
    I prøverne fra bopladserne fandt vi DNA, der passer med en blandet løvskov for flere tusinde år siden.
    Her ser vi blandt andet...
    Show More Show Less
    6 mins
  • Hvad gør et kys godt? Det har forskere nu undersøgt

    Hvad gør et kys godt? Det har forskere nu undersøgt
    Feb 21 2026
    Om et kys er godt, handler ikke kun om teknik eller kemi, men i høj grad om det, der foregår inde i hovedet, viser ny forskning.
    I studiet har forskere fra Abertay University Dundee i Skotland undersøgt, hvilke faktorer mennesker forbinder med et godt kys, skriver universitetet i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Sexual and Relationship Therapy.
    Resultaterne peger på, at oplevelsen har langt mere at gøre med fantasi og indre følelser end selve den fysiske handling
    For selvom mange mennesker antager, at det at kysse er med til at sætte gang i seksuel kemi, er det en antagelse, der sjældent er blevet testet videnskabeligt.
    For at blive klogere på, hvad der skaber det gode kys, foretog forskerne en onlineundersøgelse med deltagere fra Storbritannien og Italien, der skulle besvare spørgsmål om deres holdninger, oplevelser og fantasier om intimitet og kys.
    Deltagerne skulle blandt andet vurdere, hvor vigtige forskellige elementer er, når de afgør, om nogen er en god kysser. Det gjaldt helt konkrete ting som ånde, kropsduft, smag og hvor vådt kysset er. Men også mere relationelle og følelsesmæssige aspekter som berøring, fysisk ophidselse og om de to parters kysse-stil passer sammen.
    Da forskerne analyserede svarene, viste der sig tre overordnede dimensioner i vurderingen af et godt kys:
    Sanselige faktorer (som ånde og duft)
    Teknik (for eksempel vådhed og stil)
    Kontakt og ophidselse (mængden af berøring og den fysiske reaktion, som kysset fremkalder)
    Det mest interessante fund handlede om sidstnævnte:
    Folk, der ofte dagdrømte om intimitet, havde en tendens til at lægge mere vægt på kontakt og ophidselse, når de skulle beslutte, hvad der gør nogen til en god kysser. Sammenhængen holdt også, når forskerne tog højde for andre mulige forklaringer som generel kreativitet og seksuel lyst.
    Ifølge studiets medforfatter Christopher Watkins viser resultaterne, at det at kys er langt mere end en ren sensorisk oplevelse.
    Oplevelsen af at kysse formes i høj grad af de tanker, fantasier og den følelsesmæssige kontekst, vi bringer ind i det.
    "Ved at undersøge både de psykologiske og fysiske elementer kan vi bedre forstå, hvorfor folk bruger og værdsætter kys forskelligt i deres forhold, og hvorfor et enkelt kys kan føles så meningsfuldt," forklarer forskeren.
    Show More Show Less
    2 mins
  • Slut med at samarbejde med hele verden: USA's gamle doktrin dukker op igen

    Slut med at samarbejde med hele verden: USA's gamle doktrin dukker op igen
    Feb 21 2026
    Den amerikanske præsident Donald Trump har genoplivet en doktrin, der har været glemt i mange år.
    Monroe-doktrinen – en rettesnor for amerikansk udenrigspolitik, der i grove træk handler om, at USA skal stå fast på sin ret til at beskytte sin egen del af verden og være ligeglad med alle andre.
    USA's del af verden skal her forstås som alt land på den vestlige halvkugle - navnlig Nord- og Sydamerika.
    I flere omgange har man ellers troet, at USA ville samarbejde med hele verden, og at doktrinen var død. Men nu ser vi et skifte.
    Med udgangspunkt i Monroe-doktrinen vil Trump styre den vestlige del af verden for landets egen sikkerhed. Han har endda omdøbt doktrinen 'Donroe-doktrinen' efter sit eget fornavn.
    Det er dog langt fra første gang, at Monroe-doktrinen gør comeback i amerikansk politik, efter at have været død og glemt.
    Hvad er historien om den?
    1823: Europa ud – Amerika for amerikanerne
    Monroe-doktrinen kom til verden, da den amerikanske præsident James Monroe holdt en tale til Kongressen i 1823.
    Starten af 1800-tallet var en tid med meget uro i både Nordamerika og Sydamerika. USA havde været i krig med Storbritannien i 1810'erne, og i 1820'erne blev mange europæiske kolonier i Syd- og Mellemamerika selvstændige.
    Det skabte strid mellem USA og Europa, forklarer Anne Mørk, som er historiker og ph.d. i amerikanske studier på Syddansk Universitet.
    Monroes udenrigsminister, John Quincy Adams, besluttede, at Monroes tale skulle udtrykke et krav om, at Europa og Amerika skulle lade hinanden være.
    Alt, der var på den vestlige halvkugle – altså de to amerikanske kontinenter – skulle Europa blande sig udenom, og omvendt.
    Monroes tale lagde grobund for doktrinen.
    "Pointen var, at Amerika og Europa skulle adskilles fuldstændigt og ikke have noget med hinanden at gøre," siger Anne Mørk.
    Men doktrinen var overvejende symbolsk og retorisk i de første mange år, siger hun.
    "I midten af 1800-tallet havde USA slet ikke nok magt til at holde Europa ude. Det var et nyt land uden en særlig stor økonomi, og de var for optaget af deres egne problemer som splittelse og borgerkrig."
    Der var flere eksempler på, at Europa trodsede Monroe-doktrinen i 1800-tallet uden konsekvens, blandt andet Frankrigs invasion af Mexico i 1861.
    Monroe-doktrinen var ikke noget, Europa forholdt sig til. Den eksisterede kun i den forstand, at USA ikke blandede sig i europæiske konflikter.
    Det ændrede sig dog i takt med, at USA's økonomi buldrede derudad.
    1904: USA omfortolker doktrinen
    Meningen med Monroe-doktrinen tog en drejning i slutningen af 1800-tallet, særligt fordi USA blev mere magtfuldt og havde en del flere penge.
    "USA's økonomi voksede meget hurtigt, og det betød, at de kunne begynde at blande sig militært i andre lande," siger historikeren Anne Mørk.
    Under den spansk-amerikanske krig i 1898 støttede USA kolonioprør i blandt andet Puerto Rico og Cuba og gik i krig med den spanske kolonimagt.
    "Argumentet var, at hvis USA ikke blandede sig i andre lande på den vestlige halvkugle, ville Europa komme i stedet."
    Udviklingen førte til, at præsident Theodore Roosevelt i 1904 officielt satte en såkaldt 'corollary' (oversat til en tilføjelse) på Monroe-doktrinen, der betød, at USA nu havde ret til at blande sig militært i lande på den vestlige halvkugle for at beskytte sig mod Europa.
    Der gik dog ikke længe, før Monroe-doktrinen igen blev glemt i amerikansk udenrigspolitik.
    I 1917 deltog USA i Første Verdenskrig, en overvejende europæisk krig, som ikke truede den vestlige halvkugle. Efterfølgende skiftede USA gradvist deres strategi til globalt oversøisk samarbejde med Europa.
    Under Den Kolde Krig: USA beskytter sig mod kommunismen
    I anden halvdel af det 20. århundrede dukker Monroe-doktrinen op igen. Men nu er det ikke længere Europa, den vestlige halvkugle skal beskyttes imod.
    Det er kommunisme.
    "Monroe-doktrinen bliver brugt i høj grad af USA mellem 1960'erne og 1980'erne for at retfærdiggøre indblanding i sydamerikanske lande," forklarer Anne Mørk.
    "I meget af...
    Show More Show Less
    7 mins
  • Brækkede ben, skiløbers tommel og slædehoved: Deltagerne ved Vinter-OL risikerer liv og lemmer

    Brækkede ben, skiløbers tommel og slædehoved: Deltagerne ved Vinter-OL risikerer liv og lemmer
    Feb 20 2026
    Sportsgrenene ved vinter-OL trodser både tyngdekraften og fysikkens love. Mange af deltagerne bevæger sig i halsbrækkende fart ned ad stejle, snedækkede skråninger eller suser hen over isglatte overflader i jagten på verdensrekorder og en plads på podiet.
    Men selvom disciplinerne holder publikum på kanten af sædet, udsætter de også deltagerne for en betydelig risiko for skader.
    Det blev vi endnu en gang mindet om, da den amerikanske alpinløber Lindsey Vonn brækkede benet i et skrækstyrt blot få sekunder inde i sit styrtløb under legene i Milano-Cortina. Men det er langt fra første gang, en deltager ved Vinter-OL er kommet til skade under legene.
    Fire atleter er omkommet under vinterolympiske konkurrencer eller i forberedelserne til dem, senest den georgiske kælkekører Nodar Kumaritashvili, der døde efter at være kørt ind i en mur under en træningskørsel ved vinter-OL i Vancouver i 2010.
    Blandt de 15 sportsgrene på programmet ved årets vinter-OL er der dog nogle, der skiller sig ud som særligt risikofyldte.
    Ski og snowboard
    Blandt disciplinerne på sne lader ski og snowboard til at være de mest risikable.
    I alpint skiløb (styrtløb) er der 75 procents risiko for, at professionelle udøvere pådrager sig mindst én skade i løbet af en sæson.
    De fleste er akutte traumatiske skader som følge af styrt eller sammenstød. Mandlige alpinløbere har generelt større risiko for skader (især på overkroppen), mens kvinder har en højere risiko for knæskader.
    Videoanalyser af skader i alpint skiløb viser, at næsten alle skaderne opstår, når skiløberen drejer eller lander efter et hop.
    Men når man tager i betragtning, at olympiske atleter konstant presser grænserne for, hvad der overhovedet er muligt, er det nok ikke så overraskende.
    Både drej og landinger bringer desuden knæene i en særligt sårbar position. Den belastning, der påvirker leddet, kan svare til op mod tre gange skiløberens egen kropsvægt.
    Det er én af forklaringerne på, at ledbåndsskader i knæet er så udbredte i skiløb.
    Mandlige skiløbere har større risiko for at beskadige det mediale kollaterale ligament (MCL), også kaldet det indre sideledbånd, som er et stærkt bindevævsbånd på knæets inderside, der forbinder lårben og underben.
    Det stabiliserer knæet ved at forhindre, at det vinkler for meget indad.
    Kvindelige skiløbere har tre gange så stor risiko for skade på ACL som mandlige
    Samme undersøgelse viste, at kvindelige skiløbere næsten tre gange så ofte pådrager sig en skade på det forreste korsbånd (ACL), som er afgørende for både at kunne strække og bøje knæet.
    Ser man på 100 kvindelige skiløbere i løbet af én sæson, vil omkring otte opleve en alvorlig korsbåndsskade.
    Ni dage før sit styrt ved Vinter-OL rev Lindsey Vonn det forreste korsbånd over i sit venstre knæ. Det illustrerer tydeligt, hvor hård sporten kan være.
    Skader på fingre, hænder og håndled er også udbredte. De opstår typisk ved styrt, enten når skiløberen rammer en genstand, eller når sportsudøveren forsøger at tage fra i faldet.
    Falder man med en skistav i hånden, kan det føre til den særlige skade, der kaldes 'skiløbers tommel'. Her bliver det ledbånd, som er med til at stabilisere tommelfingeren, beskadiget.
    Selv om fingerskader kan være generende, betyder de ikke nødvendigvis, at atleten må udgå. Det viste den italienske skiløber Sofia Goggia i 2022, da hun brækkede flere fingre under en konkurrence, blev opereret natten over og var tilbage på pisterne allerede dagen efter.
    Snowboard står også for et betydeligt antal skader, blandt andet efter fald på strakte arme samt ryg- og hovedskader.
    I takt med at disciplinerne bliver mere ekstreme, og udøverne udfører stadig mere risikable tricks og presser grænserne for det mulige, kan det betyde endnu flere skader hver sæson.
    Kælkesport
    Blandt de mest risikofyldte vinterdiscipliner på is ligger bobslæde, kælk og skeleton helt i toppen.
    'Slædehoved' er den betegnelse, som bruges om det symptomkompleks, der rammer atleter i disse sportsgrene. Det dækker over hovedpine, sv...
    Show More Show Less
    7 mins